Hvordan er man stille for Gud?

Spørgsmål: Jeg har en andagtsbog, hvor der ofte bliver nævnt, at man kan styrke sit fysiske, følelsesmæssige og åndelige liv ved at være stille i Herrens nærvær. Men jeg undrer mig over, hvordan man er stille i hans nærvær. Er man bare stille, eller skal man også folde hænderne eller hvordan?


Svar:

Tak for dit spørgsmål, om hvordan man kan være stille i Herrens nærvær.

For mig handler det om at kombinere fysisk stilhed med at lytte til ord fra Bibelen på en eller anden måde. Det kan man gøre ved selv at læse i Bibelen og derefter være stille og åben i sine tanker for det, Gud vil sige til mig gennem det. Man kan også lytte til andre, der læser fra Bibelen eller på anden måde gengiver noget af det bibelske budskab. Det kan være en prædiken, en sang eller lignende.

Det er altså første del af mit svar: Prøv at kombinere fysisk stilhed med bibelord.
Den anden del af mit svar handler om det fysiske. Du spørger, om man skal folde hænderne.

Det kan være en god idé for nogle at folde hænderne, når man gerne vil være stille i Guds nærvær. Men der er også andre måder, hvorpå man med fysiske tiltag kan fremme stilheden sammen med Gud.
Nogle knæler, andre står. Nogle løfter hænderne, andre bøjer hovedet. Nogle har et særligt sted i deres hjem, hvor de tænder et lys, når de vil være stille i Herrens nærvær, beder og læser i Bibelen. Andre finder stilheden et sted i naturen. Endnu andre oplever, at Gud er nær midt i larmen, når de kører på cyklen og sender en bøn eller tak til Gud. Der er altså ikke kun én bestemt måde at være stille i Herrens nærvær på.

Jeg tror, det kan være en god idé at prøve lidt forskelligt af for at finde en fysisk ramme, hvor du bedst muligt kan blive stille og lytte til, hvad Gud vil sige til dig. Men husk altid på en eller anden måde at kombinere den fysiske stilhed med Bibelens ord.

Kærlig hilsen
Peter Nord Hansen

Skrevet af Peter Nord Hansen til Jesusnet.dk