Bøn: Verdens mest naturlige ting

“Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord.” – Romerbrevet 8,26 

En, måske efterhånden, forældet undersøgelse foretaget af Epinion A/S i 2016 viste, at hver anden dansker jævnligt beder en bøn. En anden, nyere og bredere undersøgelse fra 2023 foretaget af forskere på SDU, viser at 8 ud af 10 danskere oplever et stærkt eller meget stærkt åndeligt behov. 

  • Brug et øjeblik på lige at reflektere over dét, og alle de mennesker, du kender, du aldrig har hørt nævne noget om bøn eller åndelige behov. 
  • Vend jeres umiddelbare tanker omkring ovenstående fakta med hinanden.
    Overrasker det? Giver det anledning til eftertanke? giver det anledning til handling? Giver det mod eller mismod?

Ifølge disse tal er det altså ikke så fremmed for de fleste af vores venner, klassekammerater eller kollegaer at bede eller søge det åndelige. Med dette oplæg ved hånden, skal vi forsøge at opfordre hinanden til at turde at snakke om bøn og bede sammen – også uden for missionshus og kirke – og sammen undersøge, hvordan vi kan gribe det an. 

  • Har du nogensinde oplevet at få lov at bede for en ven, du ikke umiddelbart opfatter som troende? Del jeres personlige oplevelser med hinanden, hvis I har prøvet det – hvordan greb du det an? 
  • Hvis du ikke har oplevet det – hvad forestiller du dig, at der skal til, for at du ville have frimodigheden til at bede sammen for og med din næste, uanset hvem det er?

Læs følgende tekst én sætning af gangen og tag jer tid til at opfatte hver enkelt linje.

“Lider nogen blandt jer ondt, skal han bede;
er nogen glad, skal han synge lovsange; 
er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. 
Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask;
og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem. 
Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk, som den er.


 Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder;  og han bad igen, og himlen gav regn, og jorden lod sin afgrøde vokse frem.”
– Jakobs Brev 5,13-18

I flere amerikanske film og serier, ser vi at de takker Gud og beder højt i forskellige fællesskaber, som var det verdens mest naturlige ting.

Lige her kan der være inspiration at hente. Turde at række ud til dem, du har fællesskab med, og bed en uforberedt, uformel bøn sammen med dem, hvor I takker for det I har, og beder for det, der står foran. Som verdens mest naturlige ting.

  • Opfordre hinanden til at bede højt – sammen. Giv plads til at Helligånden kan komme til hjælp, hvis du ikke ved hvordan du bedst kan gøre det, og mærk hvordan det er at bede en fuldstændig naturlig, uformel bøn. 

Skrevet af Miriam Thun Madsen til Jesuslytter.dk