Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer. 1 Pet 5,7
Har du bekymringer? Bekymringer kan gøre én bange og nedtrykt. Tænk, hvis man kunne gøre sig fri af sin bekymringsbyrde. Kaste den fra sig og gå lettet videre.
Gud opfordrer os til at kaste al vores bekymring på ham. Det kan vi gøre ved at fortælle Gud om vores bekymringer. Gud elsker os og har meget stor omsorg for os. Han vil lytte til os. Men ud over det, har Gud magt til at gribe ind, sådan som han ser det er bedst i forhold til vores problemer.
Hvis jeg har kastet noget tungt fra mig, har jeg det ikke længere i mine hænder. Jeg tænker, vi må øve os i, at hvile i, at når en bekymring er kastet over på Gud, behøver vi ikke længere at bære på den.
Bøn: Kære Gud, vi kaster vores bekymringer over til dig, og beder dig gribe ind. Tak, at du har omsorg for os. Hjælp os til ikke at blive ved med at bekymre os, når vi har lagt det over til dig, men i stedet tillidsfuldt være i forventning til dig. Amen.
Af Andrea Nygaard Christensen