Åb 7,9-10: Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.
Når jeg beder, kan jeg godt lide at forestille mig, at jeg sidder foran Guds trone og beder til ham. Jeg har endda haft et syn af Guds, hvide trone, mens jeg bad.
Der var et stærkt, helt hvidt lys. Det illustrerer så godt, hvordan bønnen er nærhed med vores store Gud. Vi kan sidde foran hans trone, lægge alt frem for ham og blive omsluttet af ham i bønnen.
Det tror jeg godt, at vi må dele med vores ikke-troende venner. Hvis vi tør, at vi så inviterer dem med til at bede sammen med os og dermed få del i den fred og omsluttethed, det er at sidde foran Guds trone og lægge alt frem for ham.
Jeg ved godt, at det kan virke mærkeligt og grænseoverskridende at dele bøn med andre, men vi lever i en åndelig åben tid, hvor det mest er os selv, der er blufærdige omkring bøn og tro. Det gælder også for mig selv. Men mange danskere beder allerede, og vi vil jo allerhelst, at de beder til Jesus – og de kan blandt andet gøre ved, at vi beder sammen med dem.
Så derfor skal vi slutte med at bede:
”Tak, store Gud, at jeg må komme frem for dig i bøn og sidde for foden af din trone og være omsluttet af dig. Vil du i dag vise mig, hvem kan jeg invitere til at bede sammen med mig? Og vil du hjælpe mig til at få det gjort? Det har jeg brug for din hjælp til. I dit hellige navn, amen.”
Af Maria Legarth