Luk 11.1:Og det skete, da han var et sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: »Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.«
Vi dumper ned i en situation, hvor disciplene beder Jesus om at lære dem at bede. Jeg synes, det må have været fantastisk at lære at bede af Jesus selv – og så er det faktisk så pudsigt, at det har vi også mulighed for. For Jesus´ svar på disciplenes spørgsmål var Fadervor. Så når vi beder Fadervor, er det en direkte gave og bøn fra Jesus til os. Jesus viser os på den måde, at bøn er en gave fra ham. I bønnen får vi tid og samvær med Jesus. Det er det vigtigste ved bønnen.
Og vi får også endnu en ting, som jeg sjældent har hørt nævnt, nemlig at det også er en gave, når vi lytter til hinandens bønner, når vi beder højt sammen.
Jeg ved godt, at for nogle er det svært at bede højt sammen med andre, men måske er det nemmere, når man tænker på, at ens egen bøn ikke kun er til Gud. For den kan hjælpe andre til at sætte ord på deres bønner og på deres tro, og så bliver det vigtigere at bede fra hjertet end at det er velformuleret.
Bøn fra hjertet, uanset hvor velformuleret den er, bliver på den måde en gave til fællesskabet, fordi andres bønner kan hjælpe os til at sætte ord på vores egne bønner – og vi sammen kan komme til ham. Så bøn sammen, er en gave fra Jesus til fællesskabet, ligesom Fadervor er det.
Lad os bede Fadervor sammen.
Skrevet af Maria Legarth