Bønnens Udfordring

Kort beskrivelse

Dette oplæg sætter fokus på bøn og bønnens betydning gennem samtale ud fra flere bibelvers om bøn. Hvad giver bønnen? Hvordan kan bøn både være svær og simpel på samme tid?

Forberedelse

Inddel alle i Walk’n’Talk-grupper med to personer i hver. Overvej, om der er nogle i fællesskabet, som ikke vil føle sig tryg ved at skulle snakke sammen parvis. Hvis det er tilfældet, så udvid grupperne til 3-4 personer i hver gruppe.

Indledning

Uanset om du er ny i troen, har kendt Jesus hele dit liv, eller om du ikke er helt sikker på, hvad det med troen går ud på, så er bøn en af de vigtigste elementer i din relation til Gud. På trods af at bønnen er et grundelement kan den være svær at navigere i som kristen. Derfor er bønnen også vigtig at snakke om og bruge i det kristne fælleskab. For uanset om du beder hver dag, en gang om ugen, eller om det med bøn virker mærkeligt for dig, så ønsker Gud mere samvær med dig.

Bøn

“Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” (Åb 3,20)

Del bede-emner med hinanden og bed for hinanden, også for jeres bønsliv. Bed f.eks. sammen i en popcorn-bøn, hvor alle, som har lyst, beder korte bønner højt på skift. At bede højt sammen er en stor gave, vi kan give til hinanden, da det er ikke altid nemt selv at sætte ord på sine bønner.   

Hoveddel

I skal nu ud at gå i jeres Walk’n’Talk-grupper og sammen gennemgå fire bibelvers om bøn, som både kan være provokerende og opmuntrende. Læs et vers af gangen og tal om det ud fra spørgsmålene:

  1. Jesus siger: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.” (Matt 7,7-11)
  1. Hvilke tanker sætter disse ord i gang hos dig?
  2. Hvad betyder det, at vi skal bede og blive givet derefter?
  3. Hvad skal vi gøre, når vi ikke får det, vi beder om? Betyder det, at Gud så ikke holder det, han lover?
  1. Jesus siger: ”Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.” (Matt 6,7-8)
  1. Hvad betyder det, at vi ikke skal lade munden løbe, som hedningerne gør?
  2. Er det nødvendigt at bede til Gud, hvis Gud allerede ved, hvad vi trænger til?
  3. Hvad kan vi forvente af Gud gennem bønnen?
  1. Paulus siger: ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.” (Rom 12,12)
  1. Hvad betyder det at være vedholdende i bønnen?
  2. Hvilke udfordringer ligger der i at være vedholdende i bøn?
  3. Hvad gør du, hvis dit bønsliv ikke fungerer så godt?
  4. Hvordan kan man være glade i håbet, hvis ens bønsliv ikke fungerer?  
  1. Paulus siger: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” (Fil 4,6-7)
  1. Hvad siger Paulus i disse vers?
  2. Hvad gør bønnen ved dit trosliv? 
  3. Hvis Gud gennem bønnen vil bevare os i troen, hvorfor kan bønnen så alligevel være svær at prioritere?


Anvendelse

Slut aftenen af med at skrive en bøn, hvor du beder for dig selv og din tro. Bed for dig selv og din relation til Gud, om at du fortsat vil blive styrket og bevaret i troen. Sæt dig et realistisk mål for, hvor mange gange du i løbet af de næste 14 dage vil bede denne bøn, og vigtigst af alt: Husk at gøre det!

Videre studie

  • Litteratur
    • Bøn, Timothy Keller
    • Før Amen – Kraften i den enkle bøn, Max Lucado
    • Fra bønnens verden, Ole Hallesby
  • Artikler på Jesusnet.dk

Skrevet af Signe Thomsen til smågrupper.dk