Jesus er vejen

Gud være os nådig og velsigne os,
han lade sit ansigt lyse over os,
så din vej kendes på jorden
og din frelse blandt alle folkene.
 Folkene skal takke dig, Gud. Sl 67,2-4

Disse vers fra bibelen bruger jeg ofte som en bøn. Jeg beder om Guds nåde og velsignelse. Jeg beder om, at vi kristne må leve i lyset fra Guds ansigt, og at det må medføre at flere mennesker må få del i Guds frelse. 

Det er en bøn om at Guds vej må blive kendt på jorden. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, at Jesus siger om sig selv, at han er ”vejen”. Jesus er den eneste vej til Himlen. Jesus sagde også ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple” 

Som kristne har vi fået til opgave at sprede evangeliet ud blandt alle folk på jorden. Vi kan bede for missionsarbejdet, støtte økonomisk og selv gå, hvis Gud åbner mulighed for det. 

Når et mennesker får øjnene op for at Jesus kan frelse fra evig fortabelse og i stedet give os evigt liv sammen med ham, vil det medføre, at Gud takkes og prises.

Bøn: Gud, vi takker og priser dig for din frelse. Lad flere mennesker komme til tro på Jesus. Amen

Af Andrea Nygaard Christensen