Intet er umuligt for Gud

Intet er umuligt for Gud. Luk. 1,37

Der er mange eksempler i Bibelen på, at intet er umuligt for Gud. Gud hjalp f.eks. israelitterne ud af slaveriet i Egypten på helt fantastisk vis. Gud gav Abraham og Sara en søn, selvom Sara var alt for gammel til at blive gravid. Og Gud gjorde Jesus levende igen!

Når vi beder til Gud, henvender vi os til den almægtige, store Gud, der har skabt alle ting og som formår alt. Hvor er det stort at have i tankerne, når vi beder, at intet er umuligt for Gud. Gud har virkelig magt til at gribe ind. 

Gud er samtidig vores himmelske far, der har omsorg for os, og som ved, hvad vi trænger til. 

Lad os bede en bøn hvor vi bruger ordene fra Ef 3,20:

Gud, du som formår med din kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår – dig være ære. Amen

Af Andrea Nygaard Christensen