Jesus tager det som en selvfølge, at hans disciple beder. Bøn er en naturlig del af det at være skabt. Selv mennesker, der ellers ikke mener, at de tror på Gud, kan sige, at de indimellem har brug for at henvende sig til noget, der er større end dem selv. Det kan være, når de er fyldt af taknemmelighed, eller når de føler sig magtesløse.
Gud ønsker, at vi beder til ham. I Bjergprædikenen har Jesus givet lidt vejledning, så vi ikke famler i blinde: »Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det« (Matt 6,7-8).
Efter disse ord lærte Jesus disciplene at bede Fadervor, som vi i de kommende dage vil gennemgå ud fra Luthers lille Katekismus. Jesus understreger, at vi hverken skal imponere Gud eller mennesker med vores bøn. Det vigtigste ved bønnen er, at den kommer fra hjertet, og at den er naturlig for os. Vi kan folde hænderne, eller række dem frem. Vi kan tænde et lys. Vi kan bede på bestemte tider eller i alle mulige situationer. Vi kan bede alene og i fællesskab. Vi kan trygle og takke. Vi kan tilbede og skælde ud. Selv når vi mangler ord, hører han os. Uanset, hvordan vi beder, og hvad vi beder om, så glæder vi Gud ved at komme til ham.
Af Jørgen Hedager Nielsen i andagtsbogen ”Stykkevis” udgivet af Lohse i 2023