Bøn i Oslo
For en del år siden var jeg på kursus i by-mission i Oslo. ”By-mission” forstås her som missionsfremstød på gågade eller torv. Det, jeg husker bedst fra kurset, var undervisningen om bøn. Et par timer før evangelisterne gik på gaden, gik forbederne op og ned ad gågaden og bad for byen og for de mennesker, Gud ville møde gennem fremstødet. Og når så evangelisterne kom på gaden, fulgtes forbederne med dem og bad undervejs for de samtaler, de kunne se, der var i gang.
Hjemme i Danmark
Da jeg kom hjem efter kurset, kunne jeg med skam se min tidligere praksis med nye øjne. Før havde vi organiseret fremstød ved først at finde ud af, hvem der ville og kunne være evangelister, sangere, dramafolk, flyersuddelere, bogsælgere mm. Og dem, der så blev tilbage, kunne sidde i missionshuset under fremstødet og bede.
Nu begyndte jeg at se mig om efter forbedere som noget af det første. De skulle selvfølgelig ikke sidde langt væk fra gågaden, men være med ude i marken, når det hele gik i gang. Og de skulle forberede det hele gennem bønsvandringer inden fremstødet. Gav det bedre resultater? Svært at sige. Men det gav i hvert fald folk mere syn for, at det afgørende ved disse fremstød er, at Gud griber ind og styrer slagets gang. Og det hjælper vores bøn med til.
Praktiske tips:
Vinduerne: Forbedere kan stå ved butiksvinduer og se ud, som om de oser der. Derved kan de i spejlbilledet se, hvad der sker omkring dem, og bede for dem, der er i snak. Og bede for de forbipasserende.
Velsignelse: Før gruppen går ud på gaden, kan forbederne bede om Guds velsignelse over hver enkelt medvirkende – gerne med håndspålæggelse. Bede fx om frimodighed (Ef 6,19) og om Guds vejledning – måske ikke så konkret som Filip i ApG 8, men alligevel.
Efterglød: Når gruppen samles efter fremstødet, kan forbederne notere, hvilke personer der skal bedes for i den kommende tid, fx ”De to travle damer, der dog havde tid til at fortælle os om de elendige kristne, de havde oplevet i deres opvækst”.
Lidt teologi:
Åndelig krig. Nogle sammenhænge udvider denne slags forbøn med en ”Åndelig krigs-bøn”, hvor de mener, at de dermed fører direkte krig mod de dæmoner, der har besat den pågældende bydel. Og først når denne krig er gennemført, nytter det at evangelisere i bydelen. For mig at se, er dette helt uden støtte i Bibelen. Vi ser det således aldrig brug i Apostlenes Gerninger, der jo ellers er fuld af evangelisation og åndelig kamp på mange planer. Vi kæmper helt klart en åndelig kamp mod åndsmagter – fx Ef 6 10-20. Men der tales aldrig om ”territorial-ånder”, der besætter bydele. Vi skal klart kæmpe i bøn mod Den Onde, der vil holde folk fra at høre om Jesus og tage imod ham. Men ikke ved at opfinde ting, der mere hører hjemme i en magisk forståelse af verden. Vi må i stedet bede om, at Gud vil åbne døre til menneskehjerter (Kol 4,2-6).
Vejledning. Min vandring mod at komme til tro på Jesus begyndte med, at to piger ringede på min dør og inviterede mig med i deres (kristne) fællesskab. Da jeg var kommet til tro, satsede jeg naturligt nok på selv at gå på ”dør-mission”. Når vi gjorde det, oplevede vi ofte, at hele aftenen gik med … ingenting af betydning. Vi fik nogle få korte samtaler, der for os at se ikke førte til noget. Tit bad vi Gud om at vise os præcis hvilken opgang, etage og side vi skulle vælge for at finde netop den person, der var modtagelig. Det måtte da være meget mere effektivt. Gud bønhørte os vist aldrig i dette. Måske bad vi for lidt. Måske skulle vi have engageret en eller flere forbedere, der bad hele tiden, mens vi var ude… Måske kunne vi bare ikke høre Guds svar… Nogle evangelister oplever Guds ledelse på forhånd, så de ved, hvor og hvem de skal kontakte. Andre går bare i gang og oplever så, at de lige pludselig står i noget, der helt sikkert ikke er tilfældigt. Nådegaverne er forskellige. Hvis evangelister og forbedere kan danne teamwork, tror jeg på, at det vil kunne fremme evangelisationen på mange måder – også ved at Gud leder både dem, der skal høre og dem, der skal fortælle dem om Jesus.
Skrevet af Sprint til Jesuslytter.dk