Hvorfor skal vi bede?

Spørgsmål: Der står i Biblen, at Gud ved, hvad vi trænger til endnu før vi beder ham om det. Hvis han ved det, hvorfor så bede? Kan det ikke virke lidt umotiverende for bønnen?

Svar: Det er noget af det mere gådefulde ved Gud. At Gud på den ene side ved, hvad vi trænger til, og på den anden side alligevel ønsker, at vi skal bede ham om det. Men måske er det alligevel ikke så mærkeligt. 

Gud ved nemlig til fulde, hvad der er bedst for os, og han ved, hvad vi ønsker hans hjælp til. Alligevel vil han, at vi skal bede ham om det, konkret og vedholdende, for ideen med bøn er at lære os at tro på Gud. Det er der fire årsager til: 

For det første, så vil Gud, at vi skal bede til ham, fordi vi på denne måde lærer at tage imod hans hjælp, som gode gaver fra ham. Bønnen skal hjælpe os til at se, at Gud er giveren og at alt det gode, vi får og oplever, ikke er en naturlig selvfølge, men derimod gaver fra Gud. 

For det andet, så er bønnen udtryk for, at Gud har kaldet de, der tror på ham til at være hans medarbejdere. Dvs. at han har lagt opgaver hen til de kristne og én af de vigtigste opgaver er at bede. Det hænger sammen med, at det, vi beder om, får vi også særligt hjerte for. 

For det tredje, så åbner bønnen vores hjerte og sind for Guds ånd. Gennem bønnen kan Gud arbejde med os og forvandle os, sådan at vi bliver bedre til at gøre hans vilje og vi får syn for, hvad der er vigtigt. 

Og for det fjerde, så er formålet med bønnen i sidste ende, at vi skal ære og ophøje Gud, som den kærlige og barmhjertige far, han er. Gud får ære hver gang, han får lov til at svare og opfylde vore bønner. Derfor er det vigtigt, at vi beder frimodigt og konkret til ham. 

Jeg håber, dette kan hjælpe dig lidt til at forstå, hvorfor vi skal bede til Gud samtidig med at vi tror, at han allerede ved, hvad vi har på hjerte. Det er simpelthen en del af troens fællesskab med den far i himlen, som altid vil alle sine børn det allerbedste. Især, når vi beder ham om det.

Skrevet af Asbjørn Asmussen til Jesusnet.dk